Champagneambitioner og saftevandsøkonomi

Jeg har en meget dyr smag. Desværre har min bankkonto ikke fået besked om det.

Jeg elsker flotte borddækninger, overdådige middagsselskaber og alle de små detaljer, der får gæster til at føle sig særlige.

I mit hoved er jeg Martha Stewart. I virkeligheden er jeg Maine fra Brenderup, der sidder med en limpistol, 60 hæklede græskar og et Excel-ark, mens jeg forsøger at få økonomien til at hænge sammen.

Velkommen til mit liv.

Jeg er nemlig typen, der synes, at en middag allerhelst skal bestå af flere retter, adskillige vine og drinks, en mindre bestikforretning og så mange stearinlys, at elregningen burde falde mærkbart.

Der skal være blomster. Der skal være pynt. Der skal være god mad. Og vigtigst af alt skal der være mennesker, jeg holder af. Problemet er bare, at champagneambitioner og saftevandsøkonomi ikke altid er de bedste samarbejdspartnere.

Men det er her, Nordens discount Martha Stewart kommer ind i billedet.

For jeg har efterhånden lært, at man faktisk kan komme ret langt med en god idé, en limpistol og en meget veludviklet evne til at finde tilbud.

Min kærlighed til en veldækket tallerken

Min fascination af borddækning kommer faktisk ikke kun fra Martha Stewart. Jeg gik en kort overgang på tjenerskole og arbejdede også som tjener i en del år. Og det var her, jeg for alvor forelskede mig i kunsten at dække bord.

For der er noget helt særligt over et veldækket bord.

Bestikket, der ligger rigtigt. Glassene, der står på række. Servietterne, blomsterne, lysene og alle de små detaljer, der tilsammen skaber en helhed.

Jeg ved godt, at de fleste mennesker ikke nødvendigvis bliver helt salige over placeringen af en dessertske.

Det gør jeg.

Og når jeg inviterer til middag, vil jeg gerne have, at det føles som en begivenhed. Ikke bare noget, hvor vi lige smækker en gryde på bordet og råber, at der er mad. Jeg vil gerne have flere retter. Et smukt bord. En hyggelig atmosfære. Gerne så mange glas, at gæsterne begynder at spekulere på, om de er blevet inviteret til en statsbanket.

Og nej, jeg improviserer ikke.

Aldrig.

Der bliver planlagt, tænkt, regnet, tegnet og planlagt lidt mere. Hvis jeg kunne sende gæsterne en detaljeret plantegning over borddækningen inden ankomst, ville jeg sikkert også gøre det. (Det har jeg faktisk gjort).

Det handler ikke om at imponere. Okay, måske lidt.

Jeg elsker at være værtinde. Jeg elsker at se mennesker hygge sig, grine, spise god mad og nyde hinandens selskab. Og jeg indrømmer gerne, at jeg også elsker, når folk taler om arrangementet bagefter.

Ikke nødvendigvis fordi det skal være større eller dyrere end andres fester, men fordi jeg gerne vil skabe noget, folk husker.

En oplevelse.

Noget, hvor gæsterne tænker: Hold da op, hvor har hun gjort sig umage. Det betyder mere for mig end dyre gaver eller fine titler. For mig er det nemlig en måde at vise omsorg på.

Jeg har brugt tid på at tænke på dig. Jeg har dækket op til dig. Jeg har sørget for, at du får noget godt at spise, og jeg håber, du får en dejlig aften. Det er gæstfrihed i min verden. Og ja, det hjælper selvfølgelig også, hvis bordet ser vanvittigt godt ud.

Jeg er trods alt kun et menneske.

Et barndomsminde med plads til hele familien

Når jeg tænker over, hvorfor det betyder så meget for mig at samle mennesker omkring et bord, vender jeg ofte tilbage til min barndom.

Jeg holdt jul hjemme hos min mormor og morfar da jeg var lille. Jeg husker dem siddende for hver deres bordende, mens de nød synet af deres store familie samlet omkring sig. Det billede har sat sig fast i mig.

To mennesker, der havde skabt rammerne for, at hele familien kunne være sammen. Der var noget smukt ved det. Og jeg har altid ønsket mig det samme. At sidde for enden af et stort bord og kigge ud over mennesker, jeg elsker. Se dem snakke, grine, spise og hygge sig.

Måske er det derfor, jeg gør så meget ud af mine middagsselskaber.

Det handler ikke bare om tallerkener og blomster. Det handler om at skabe minder.

Og hvis minderne tilfældigvis bliver serveret på et veldækket bord med tre forskellige gafler, så gør det jo ikke noget.

Man kan komme langt med en limpistol og en idé

Nu kunne man måske tro, at mine middagsselskaber koster en mindre formue. Og det kunne de sikkert også sagtens komme til, hvis jeg fik frit spil. Men jeg sparer op til mine arrangementer, og jeg forsøger at få pengene til at række.

Jeg starter typisk med idéen.

En stor idé.

En rigtig stor idé.

Og så må økonomien finde ud af at følge med. Heldigvis elsker jeg at lave ting selv. Jeg nægter simpelthen at betale for noget, jeg kan lave selv, hvis det ellers giver mening. Jeg har blandt andet tidligere lavet en borddækning med spisepærer og elpærer pakket ind i sisal. Ja, både pærer, man kan spise, og pærer, man normalt skruer i en lampe.

Det giver måske ikke umiddelbart mening, når man læser det.

Men det så fantastisk ud!

Jeg er også storforbruger af stearinlys. Lange lys. Mange lys. Lys overalt, hvor det er forsvarligt. For der er næsten ikke noget, der kan skabe så meget stemning for så relativt få penge som levende lys.

Og så bruger jeg genbrugsbutikker, IKEA, Søstrene Grene, supermarkeder og Amazon, når jeg skal finde ting til bordet. Jeg har blandt andet fundet fint gammelt sølvtøj i genbrugsbutikker og købt flotte glas til lyskæder hos Søstrene Grene. Til årets Thanksgiving har jeg købt 30 små salt- og peberbøsser for 156 kroner, så alle kan få deres eget sæt.

Er det nødvendigt?

Overhovedet ikke.

Er det nuttet?

FULDKOMMEN.

Og det er altså nogle gange argument nok.

60 hæklede græskar og en kalkun på afveje

Lad os tale lidt om Thanksgiving. Det er nok det bedste eksempel på, hvor mine ambitioner kan føre mig hen. Jeg begyndte i sin tid at holde en masse fester, og på et tidspunkt havde vi simpelthen et hul i kalenderen i november. Det kunne vi jo ikke have.

Så det blev til en taknemmelighedsfest.

Min Thanksgiving har ikke noget med pilgrimme eller oprindelige amerikanere at gøre. Vi har lånt madtraditionerne og skabt vores egen fest. Vi holder den ikke engang på den rigtige dato.

Men der er kalkun!

Og vigtigst af alt er der familie, venner og taknemmelighed.

I år har jeg planlagt et bord til 14 mennesker. Farverne er beige, hvid og guld, og jeg har blandt andet lavet 60 græskar til dekorationerne.

SEKSTI.

Jeg ved godt, hvad I tænker.

Har hun ikke andet at give sig til?

Jo.

Det har jeg faktisk.

Men der var åbenbart ikke nogen, der stoppede mig ved græskar nummer 23.

Jeg har tallerkener, glas og bestik, som bliver brugt igen og igen. Det er en af fordelene ved at investere i ordentlige basisdele. Pynten skifter til gengæld. I år skal bordet blandt andet dækkes med brunt pakkepapir og en bordløber. For hvem siger, at en flot borddækning kræver en dyr dug? Jeg vil gerne have, at gæsterne siger WOW, når de ser bordet.

Og heldigvis ved de godt, hvor meget arbejde jeg lægger i arrangementerne. Jeg får masser af ros, og det betyder virkelig meget.

Jeg har dog også tidligere haft et mindre uheld med Thanksgiving-kalkunen. Et år tog jeg kalkunen ud af ovnen og formåede at hælde alt fedtet ned over mig selv. ALT fedtet. Der var ikke andet at gøre end at skifte tøj. Man kan tilsyneladende godt være en ambitiøs værtinde og samtidig være en vandrende køkkenkatastrofe.

Martha Stewart ville sikkert have håndteret situationen med en elegant bemærkning og en nystrøget kjole.

Jeg fandt bare noget andet tøj.

Direktøren har også en mening

Mine ambitioner bliver ikke altid mødt med samme begejstring af resten af husstanden.

Direktøren har blandt andet sagt:

Næste år inviterer du altså ikke så mange. Vi kan jo ikke være her!

Og jeg forstår ham sådan set godt.

For jeg har en tendens til at få idéer, der ikke nødvendigvis tager højde for helt ligegyldige detaljer som kvadratmeter og almindelig logistik. Det skete blandt andet også til Møfs første fødselsdag. vi var 27... 🙄

Jeg købte balloner.

Mange balloner.

RIGTIG mange balloner.

Der blev brugt flere penge på pynt, end jeg måske havde forestillet mig fra begyndelsen. Men jeg havde jo en vision! Og det er svært at argumentere imod en vision, når man først har set den for sig. Til gengæld sparer jeg gerne på andre ting.

Jeg vil eksempelvis meget hellere bruge pengene på et godt stykke kød end på dyr færdiglavet pynt, som jeg lige så godt kan lave selv.

Om jeg så altid sparer penge ved at lave pynten selv?

Det tror jeg faktisk, vi lader være med at undersøge alt for grundigt.

Nogle regnestykker har bedst af at forblive teoretiske.

Når gæsterne kommer, begynder arbejdet

Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle, at jeg er sådan en afslappet værtinde, der står i køkkenet med et glas vin, mens alt bare spiller. Det er jeg ikke. Jeg stresser selvfølgelig inden gæsterne kommer. Og det skyldes ikke kun alle de ting, der skal nås. Det skyldes også, at jeg har en imponerende evne til at få en ny idé, lige når vi egentlig burde være færdige.

Ved du hvad der kunne være flot?

Det er en sætning, Direktøren sikkert har lært at frygte.

Og når gæsterne endelig er ankommet, slapper jeg da også lidt af.

Men jeg holder stadig øje.

Mangler nogen noget at drikke?

Er der nok mad?

Har alle det godt?

Er der noget, der skal ryddes af?

Skal der fyldes op?

Jeg vil gerne være sikker på, at alle føler sig godt tilpas. For selvom jeg elsker selve borddækningen, er den jo egentlig bare rammen om det vigtigste.

Menneskene omkring bordet.

Et flot middagsselskab kræver ikke en million

Jeg synes, sociale medier kan være fantastiske til inspiration. Men jeg synes også, man hurtigt kan få følelsen af, at alt skal være større, vildere og dyrere.

Fødselsdage skal ligne bryllupper.

Middage skal ligne restaurantbesøg.

Og julen skal helst kunne konkurrere med en mindre stormagasinsudstilling.

Men sådan behøver det altså ikke være. Man kan sagtens være en fantastisk værtinde med papirtallerkener, billig mad og saftevand.

For mig handler godt værtskab om gæstfrihed, etikette og bordskik. Om at få sine gæster til at føle sig velkomne. Om at gøre sig umage.

Det er ikke prisen på tallerkenen, der afgør, om nogen føler sig værdsat. Det er tanken bag.

Jeg vil altid elske de store middagsselskaber, de flotte blomsterarrangementer og de mange retter. Men jeg tror faktisk, at det vigtigste er, at gæsterne tager hjem med en god oplevelse.

Og måske også en lille smule beundring for borddækningen.

Bare en lille smule.

Mine råd til champagnehygge på saftevandsbudget

Hvis du også gerne vil skabe smukke rammer uden at bruge en formue, er her nogle af de ting, jeg selv går efter.

Invester i en god dug.

En rigtig flot dug kan bruges i mange år og danne grundlag for utallige borddækninger. Skift servietter, blomster og små dekorationer, og pludselig ser bordet helt anderledes ud. Jeg har flere gode duge, men i år er vi for mange, til at jeg kan køre med en farve.

Brug lys, og vær kreativ med pynten.

Levende lys kan gøre utrolig meget for stemningen. Og pynt behøver ikke være dyrt. Kig i genbrugsbutikker, brug naturmaterialer, eller lav noget selv.

Husk desserten.

Jeg synes, en middag bliver lidt mere særlig, når der kommer dessert på bordet. Det behøver ikke være noget stort eller kompliceret. Selv en lille, simpel dessert kan være en dejlig afslutning.

Og så vil jeg tilføje et sidste råd:

Lad være med at tro, at dine gæster kommer for at vurdere prisen på dit service.

De kommer forhåbentlig for at være sammen med dig.

Hvis jeg en dag vinder i Lotto...

Så skal jeg have et kæmpestort spisebord. Der skal være plads til endnu flere gæster.

Jeg skal have friske blomster i overdådige arrangementer, og der skal serveres mindst fem retter. Gerne flere. Så meget bestik, at gæsterne bliver nervøse.

Og så skal jeg sidde for bordenden og nyde synet af alle de mennesker, jeg holder af.

Ligesom min mormor og morfar gjorde, da jeg var barn.

Men indtil den dag kommer, fortsætter jeg med mine genbrugsfund, hjemmelavede dekorationer, stearinlys og budgetter.

For når alt kommer til alt, handler det ikke om, hvor mange penge man bruger.

Det handler om, hvor meget kærlighed man lægger i det.

Og jeg vil langt hellere være værtinde for en fantastisk aften på et begrænset budget end have et perfekt opdækket bord, hvor der ikke sidder nogen.

Champagneambitioner og saftevandsøkonomi.

Det er måske ikke altid den mest praktiske kombination.

Men hold nu op, hvor kan man få meget hygge ud af den.

P.S. Jeg har stadig servietter i så mange farver og temaer, at jeg muligvis kunne åbne en mindre festartikelforretning.

Man ved jo aldrig, hvornår man får brug for dem.

❤️ Mrs Storm