Kreativ, klip og klister

Jeg kan næsten datere gamle billeder af mig selv ud fra mit hår. Ikke nødvendigvis med årstal, men med perioder. Der var det lange hår. Det korte. Det mørke. Det lyse. Det meget lyse. Det hår, der var resultatet af en frisør, og det hår, der meget tydeligt var resultatet af, at jeg selv havde fået en idé.

September er havens lidt bitre måned.Ikke fordi den er grim. Tværtimod. Der er æbler på træerne, kølige morgener, dug i græsset og den der meget Instagram-venlige efterårsstemning, hvor man teoretisk set burde stå med en striktrøje og en kop kaffe og nyde naturens skiften.

Der er sket lidt siden sidst. Eller… “lidt” er måske en underdrivelse. Jeg har skrevet min bog færdig. Sådan helt færdig-færdig. Ikke “jeg mangler lige at rette tre kommaer og flytte et billede ”-færdig. Ikke “jeg tror måske, den snart er færdig”-færdig. Den er sendt afsted.

Jeg har fundet mig et nyt kaninhul. NFC-stickers. Det startede, som den slags åbenbart gør, med en video på Facebook. En dame havde sat et lille NFC-klistermærke på deres hundemad. Når hun fodrede hunden, bippede hun klistermærket med sin telefon, og så sendte telefonen automatisk en besked til hendes mand om, at hunden var blevet fodret – og vice versa. For deres hund havde selvfølgelig luret, at hvis den så tilstrækkeligt udsultet ud, kunne den måske overbevise den anden

Der kom masser af søde gæster, 28 stk. Det gik rigtig fint, alle var søde og glade og merle elsker alle sine gaver. Temaet var spot on, selv om jeg fik en kommentar: er gul din lykke farve, eller noget? Vi holdte det i udestuen og på terrassen, og det var helt perfekt vejr. Der var folk der kom rigtig langvejs fra, og det sætter vi allesammen kæmpe pris på ❤️.

Jeg har i lang tid været ked af min garderobe, Jeg har masser af ting jeg er glad for men der var ligesom bare ikke en stil eller rød tråd, og heller ikke noget der passede sammen.

Jeg kan slet ikke forstå, at jeg sidder her og planlægger Møfs første fødselsdag. Det føles som om, hun lige er blevet født, og alligevel nærmer vi os allerede hendes første fødselsdag. Jeg ved godt, at alle forældre siger det, men jeg forstår ærligt talt ikke, hvor det sidste år er blevet af.

Jeg har været fascineret af Martha Stewart siden engang i 1990’erne, da jeg boede i England og tilfældigt så et af hendes programmer på tv. Jeg kan huske, at jeg tænkte: “Hvem ER den her dame… og hvorfor virker hendes liv som noget fra en anden planet?”